Sommerhilsen fra bestyrelsen

Så er sommerferien pludselig slut for de fleste af os - vi håber fra bestyrelsen, at det har givet nogle gode timer på vandet. Vi håber også, at sensommeren viser sig fra den venlige side.

Faaborg Sejlklub er et dejligt sted og en god forening, som rummer mange forskellige medlemmer fra børn til pensionister. Vi har mange aktive medlemmer, som bidrager ind i det store fællesskab, blandt andet gennem udvalgsarbejde. Bestyrelsen arbejder kontinuerligt og har et godt samarbejde, så her er der også ro på. Det giver plads til, at jeg har besluttet at stoppe som formand for sejlklubben ved den kommende generalforsamling i marts 2025, hvor jeg ikke genopstiller. Til den tid har jeg været formand i 4 år. Jeg er glad for at kunne fortælle, at vores nuværende næstformand Sune gerne vil være formand for Faaborg Sejlklub, og han stiller derfor op til dette på den kommende generalforsamling. Jeg kan give Sune de bedste anbefalinger med på vejen, da jeg har lært ham at kende gennem bestyrelsesarbejdet, som en meget omhyggelig og seriøs næstformand, der brænder for at lave god sejlklub. Han har gentagne gange vist mig, at han har styr på sagerne som vedtægter og forsikringer, samtidigt med at han ikke er bleg for at hjælpe andre eller tage opvasken - Sune er meget ihærdig, så derfor har jeg ingen problemer med at give stafetten videre.

Jeg vil desuden opfordre jer alle til at følge med på vores hjemmeside og på vores facebook, hvor I kan se klubbens aktiviteter og forhåbentlig finde noget, der fanger jeres interesse - f.eks. Venskabsstævne, Tuco Cup eller Hold DM. I ønskes alle en fortsat god sejlsæson.

Mvh. Bestyrelsen v. formand Erik Medelby Andersen

PS: Skulle der være nogle medlemmer, som læser dette og endnu ikke har betalt deres kontingent, må I meget gerne gøre det - det vil spare bestyrelsen for en masse arbejde. Der er i skrivende stund 56 medlemmer, der ikke har betalt rettidigt.